Politisk ukorrekt, nutidskritisk, til tider spydig, abstrakt, provokerende, futuristisk og et oprigtigt ønske om en saligere hverdag … både nu og i fremtiden …
Jeg har forfattet adskillige bøger, især e-bøger. Både under mit eget navn og under hemmelige pseudonymer, på kryds og tværs af køn, på dansk og især engelsk. Mine bøger kredser ofte om de medieskabte idealer, vi forfølger: den perfekte krop, det perfekte udseende, det perfekte liv, at være det perfekte menneske, det perfekte sexliv, den sublime lykkefølelse og jagten på det næste sus, uanset hvad det end måtte være, eller hvor det end måtte befinde sig – det hele menneske. Det kunstige, salige menneske.
Jeg føler tit, at mine bøger fokuserer på nicher eller tager parti for de svagest stillede, måske fordi jeg bedst kan relatere til dem, og fordi det giver mig anledning til at kæmpe for noget eller imod nogen eller blot lufte mine holdninger. Mine tekster kredser ofte om nutidige og mulige fremtidige konsekvenser. Det synes jeg er mest interessant, spændende og anderledes. Et kig ind i krystalkuglen, hvor man kan tillade sig at tænke frit og komme med personlige formodninger om, hvordan de fremtidige tendenser tegner sig for os.
Af litteratur, som jeg har skrevet under mit eget navn og især pseudonymer, finder man guider, vejledninger, samfundskritiske, politiske, erotiske og fantasifulde tekster, blogs mv. Til de fleste af mine tilgængelige litterære produkter tilføjer jeg et website, som kan fungere som en unik salgsplatform til at understrege produktets betydning og indhold og gøre købsprocessen intuitiv for de besøgende.
Derudover hjælper jeg også etablerede og semi-etablerede firmaer eller forfattere med at ghostwrite, fjernvedligeholde e-book-sites og opsætte webmæssige salgsplatformer samt affiliate netværk for deres egne digitale produkter.
Alle produkter leveres og skabes i den digitale verden, og min kundegruppe befinder sig hovedsageligt uden for EU.